“Om at opleve arkitektur”

I Rødding købte jeg bogen “Om at opleve arkitektur” af Steen Eiler Rasmussen. Den er på godt 250 sider og er fra 1957 – altså en lidt gammel bog efterhånden. Som der står på bagsiden af bogen, så er det en bog fortalt, “saa enhver kan forstaa det”. Han gennemgår de mange forskellige måder, hvorpå arkitekturen opleves mht. farver, rytme, lys, farver osv. Den er ikke skrevet til, at man skal lære en masse fagudtryk, men mere til at få en fornemmelse af, hvilke begreber som arkitekter skal tænke med ind i deres arbejdsproces. Bogen er spækket med eksempler og (oftest) sort-hvid billeder, som giver et godt indtryk af, hvordan arkitekturen har ændret sig over tid. Steen Eiler Rasmussen giver ingen korrekte og forkerte svar på, hvad god og dårlig arkitektur er (og dog).

Som han skriver til sidst:
Man kan kun ødelægge glæden over bygningskunst, hvis man prøver paa at bedømme den, som man bedømmer skolepræstationer: den bygning der kan faa et mg+, men den der er kun til tg. Det er halsløs gerning. Der kan ikke opstilles absolutte regler og kriterier, for ethvert betydeligt kunstværk har sin egen norm. Møder man det med dømmesyge og bedreviden, lukker det sig for en og har intet at sige. Men er man selv aaben og sympatisk indstillet, vil det ogsaa lukke sig op og aabenbare sit væsen. Man kan glæde sig over husene, som planteelskeren glæder sig over planter. Han kan ikke sige om han vil foretrække de vissengrøne og stikkende, der staar i ørkenens sand eller de runde og frodige, der svulmer i sumpene. Hver kan være rigtig paa sit sted og i sit klima. Han elsker dem alle, kan indføle sig i deres særlige natur og derfor fornemme, om han staar overfor et harmonisk udviklet eller et vantrevent eksemplar.

Bogen kan anbefales, men man skal være opmærksom på det lidt gamle sprog, som den er skrevet i, og at det ikke er en lærerbog (selvom de bruger den på Arkitektskolen i Aarhus), men mere en inspirationskilde til at lære om arkitekturens mange facetter.

En let læselig bog, som anbefales, hvis man ønsker at få et lille indblik i, hvad arkitekter skal tænke på, når de skal de er i gang med deres projekter.

En let læselig bog, som anbefales, hvis man ønsker at få et lille indblik i, hvad arkitekter skal tænke på, når de skal de er i gang med deres projekter.

Hus til redskaber

Efter at have været på Rødding Højskole er jeg blevet en del blyanter og andre redskaber (skærekniv, kul, kridt, “hviskelædergummi”) rigere. De kan i hvert fald ikke være i det penalhus, som jeg har med på studiet. Derfor har jeg kigget rundt på nettet for at finde et penalhus til mine nye tegneredskaber. Jeg fandt rigtig mange sjove og flotte – især på Pinterest, men det endte med, at jeg tænkte, at jeg da bare kunne lave ét selv.

Jeg gravede lidt i mine poser med stoffer og fandt det imiterede, blå læder, som jeg har brugt til at lave mit iPad-etui af. Jeg målte et stykke på ca. 36 cm (lidt mere end dobbelt så langt som en hel blyant) x 33 cm ud, som jeg klippede ud. Derefter foldede jeg den lange side (36 cm) ind over midten, så stoffet ligger dobbelt og er lidt længere i den ene side – (hvorunder blyanterne sættes i) ift. til den anden (hvorunder spidsen af blyanterne stikkes ind under). Siderne på det korte stykke (33 cm) er blevet syet sammen, og der er lavet rum vha. enkle sting, som har opdelt det lange dobbelte stykke i fire rum. Meget nemt – men svært at forklare! Se bare herunder.

Penalhus har fået et grønt gavebånd om sig, så hele indholdet selvfølgelig kan holdes sammen. Billederne er desuden taget på mit nye skæreunderlag, der måler 60 x 45 cm - altså godt stort!

Penalhuset har fået et grønt gavebånd om sig, så hele indholdet selvfølgelig kan holdes sammen. Billederne er desuden taget med mit nye skæreunderlag i baggrunden. Det måler 60 x 45 cm og er altså godt stort!

Her er det blevet foldet ud. Når det ikke er i brug, men foldet som på forrige billede, lader jeg alle blyanter, kridt, kul, skæreknive, sakse osv. ligge inden under den lille flap, så de ikke falder ud, når de skal transporteres.

Her er det blevet foldet ud. Når det ikke er i brug, men foldet som på forrige billede, lader jeg alle blyanter, kridt, kul, skæreknive, sakse osv. ligge inden under den lille flap (øverst), så tingene ikke falder ud, når de skal transporteres.

Ja, som sagt, så fik jeg samlet en del forskellige blyanter sammen under mit højskoleophold.

Ja, som sagt, så fik jeg samlet en del forskellige blyanter sammen under mit højskoleophold. Og så er det bare med at komme i gang med at tegne!

Nå ja, man skal jo starte i går. Tegning fra d. 06.02.2014

Nå ja, man skal jo starte et sted. Tegning fra d. 06.02.2014

Avocadosten – nu med blade!

Det første, jeg skulle se (næstefter min kæreste – selvfølgelig), da jeg kom hjem fra Rødding Højskole, var min avocadosten! Allerede da jeg trådte ind ad døren, kunne jeg se, at den var vokset – og den var vokset meget! I løbet af januar var den vel vokset 25-30 cm og står nu med fire flotte blade på toppen. Den ser lidt spøjs ud, og når jeg kigger på billeder af avocadoplanter på Internettet, ja så er de da ikke de flotteste planter, man ser. Men pyt skidt; som jeg har sagt før, så handler det mere om processen fra frø/sten til plante. Og med en avocadosten får man meget for “pengene”, men man skal lidt tålmodighed i starten, men når stenen først er revnet, går det hurtigt!

Avocadoen er vokset - 35 cm fra sten til blade måler den nu!

Avocadoen er vokset – 35 cm fra sten til blade måler den nu!

Øverst på plantet sidder fire fine blade, der svajer i radiatorens "varmebølger".

Øverst på planten sidder fire fine blade, der svajer i radiatorens “varmebølger”.

I dag har jeg fået stenen sat i potte med jord. Det, jeg kan læse mig til, er, at det er vigtigt, at jorden er konstant fugtig (den er jo lige kommet fra 100 % vand i plastiskkruset, så den fugtige jord forstår man godt), og at stenen stikker op over jordoverfladen.

Stenen skal i jord efter, at den har fået en stilk med blade på. Andre starter med at stikke den rå sten i jord uden at sætte den i vand først. Hvad der er bedst, ved jeg ikke.

Stenen skal i jord efter, at den har fået en stilk med blade på. Andre starter med at stikke den rå sten i jord uden at sætte den i vand først. Hvad der er bedst, ved jeg ikke.

Og nu står min avocadoplante fint i vindueskarmen. Hvad mon der sker med den nu?! Mon den nogensinde får avocadoer på sig - man kan kun håbe ...

Og nu står min avocadoplante fint i vindueskarmen. Hvad mon der sker med den nu?! Mon den nogensinde får avocadoer på sig – man kan kun håbe …

Stenen må ikke være helt dækket med jord, men halvdelen skal stikke op over jordoverfladen.

Stenen må ikke være helt dækket med jord, men halvdelen skal stikke op over jordoverfladen.

Der står også flere steder, at det er en god ide, at beskære stilken ned til 7-8 cm, for så får plantet en mere rund form, fordi den får lyst til at forgrene sig mere. Suk, jeg ved ikke, om jeg tør! Det er så synd! MEN men men, jeg har SELVFØLGELIG sørget for at sætte en ANDEN avocadosten i vand – så jeg tror bare, at jeg venter med at skære i den. Hvis jeg da tør til den tid …

Selvfølgelig kunne jeg ikke nænne at smide denne store avocadosten ud, som min svigermor var ved at smide i skraldespanden ( den blev faktisk hevet op fra skraldespanden efterfølgende ...). Den her er dog allerede sprækket efter mindre end en måned - i modsætning til den første, som først viste sit kød frem efter to måneder.

Selvfølgelig kunne jeg ikke nænne at smide denne store avocadosten ud, som min svigermor smed i skraldespanden (den blev hevet op efterfølgende …). Den her er allerede sprækket efter mindre end en måned – i modsætning til den første, som først viste sit kød frem efter to måneder.

Hvad mon jeg skal prøve at så næste gang?! Måske kiwifrø. Den skulle blive til en slyngplante – spændende, så hvorfor ikke …

Karina Sørensen har fået noget at læne sig op ad …

Og SÅ blev min strandsten pude færdig! Den har faktisk været færdig i nogle uger. Jeg har blot manglet at købe en pude og en lynlås til den lille åbning, som jeg undgik at sy sammen. Det har været et hyggeligt lille projekt og tog mig ikke mere end et par uger. Når man bare forstår, hvad man skal, så går det ret hurtigt med at hækle – især bagsiden var hurtigt lavet.

Opskriften kan man, som tidligere nævnt, købe på Tante Grøns hjemmeside.

Karina Sørensen har, som sagt, fået noget at læne sig op ad ... Karina Sørensen er desværre ikke hjemmelavet, men et godt minde fra min rejse til New Zealand.

Karina Sørensen har, som sagt, fået noget at læne sig op ad … Karina Sørensen er desværre ikke hjemmelavet, men et godt minde fra min rejse til New Zealand.

Forsiden - fyldt med bobler!

Forsiden – fyldt med bobler! MANGE bobler …

Bagsiden

Bagsiden.

Planernes symfoni

Den sidste lørdag på Rødding Højskole brugte vi på den otte timers prøve, de havde i 2009. Den var svær! Den var rigtig svær, syntes de fleste af os – eller også var vi bare trætte efter sådan et langt forløb. Jeg lagde i hvert fald ud med at lave på et projekt, jeg havde udtænkt, men efter 5,5 time var jeg nødt til at indse, at jeg ikke kunne lave en diamant af skumpap og trælim; det ville simpelthen ikke holde sammen, så jeg var nødt til at finde på noget nyt til de sidste 2,5 time. Jeg fik lidt småtravlt, kan man vist godt sige.

Jeg satsede og brugte den samme ide, som jeg havde fået god respons på aftenen før til hjemmeopgaven. I den her optagelsesprøve skulle jeg “blot” tænke både rum, lys og rytme med ind i min model. Derudover skulle vi aflevere vores skitser samt til sidst tegne den proces, som modellen havde været igennem (ingen billeder af dette herunder). Puha, på 2,5 time! Men jeg nåede det – sådan ca.

Mine hurtige skitser af modellen.

Mine hurtige skitser af modellen.

Min  model set fra oven. Som man kan se, så har jeg igen arbejdet med flere figurer i en model - og også trekantede. Denne gang ville jeg dog eksperimentere og gøre rummene mere åbne, hvilket dog endte ud i, at de blev FOR åbne, så der ikke blev noget spil i lyset - desværre.

Min model set fra oven. Som man kan se, så har jeg igen arbejdet med flere figurer i en model – og også trekantede. Denne gang ville jeg dog eksperimentere og gøre rummene mere åbne, hvilket dog endte ud i, at de blev FOR åbne, så der ikke blev noget spil i lyset – desværre.

Modellen set fra siden. Det er ikke tydeligt her, men jeg synes godt, at man kan sige, at der er en rytme i den - lavest i midten og højest ude til siderne, og så er alle elementer trekantede. Men det kunne nok godt have været gjort lidt tydeligere - med fx større højdeforskel mellem elementerne, hvis bare tiden havde været til at kunne rette sådan nogle "fejl".

Modellen set fra siden. Det er ikke så tydeligt her, men jeg synes godt, at man kan sige, at der er en rytme i den – lavest i midten og højest ude til siderne, og så er alle elementer trekantede. Men det kunne nok også godt have været gjort lidt tydeligere – med fx større højdeforskel mellem elementerne, hvis bare tiden havde været til at kunne rette sådan nogle “fejl”.

Jeg er ikke voldsomt imponeret over resultatet, og vores lærer var vist generelt heller ikke “tilfreds” med de flestes modeller. Men nå ja, så prøvede vi også at blive udfordret – endnu engang!

Nu er jeg hjemme i Odense igen. Det er både rart, men samtidig savner man selvfølgelig også de kreative opgaver, som vi havde de der 10-12 timer i døgnet. Men heldigvis skal alt ikke lægges til side, for hjemmeopgaven skal der stadig arbejdes videre med …