Müslibarer med chokoladestykker – mums!

Så er det blevet 1. advent. Hjemme hos min familie plejer vi altid at bage småkager og lave konfekt i weekenderne op til jul. I denne weekend har jeg også valgt at bage – dog ikke julekager, men müslibarer og boller.

Müslibarerne er lige kommet ud af ovnen, mens bollerne står i køleskabet til i morgen, hvor de skal i ovnen.

Jeg har tidligere lavet müslibarer til at tage med til træningen. De blev dengang lidt tørre, og jeg har derfor denne gang forsøgt mig med en anden opskrift, som jeg har fundet her. Jeg står godt nok, at der kun skal 25 g chokolade i. Det kan man vist godt fordoble op (hvis ikke firdoble …). Det er jo mørkt chokolade – og er det da ikke sundt!? Derudover har jeg byttet müslien ud med havregryn, som jo indeholder så mange sunde næringsstoffer. Så alt i alt vil jeg næsten sige, at de her barer er okay at spise – uden at have dårlig samvittighed …

Følgende opskrift er med de mængder, som jeg har brugt, og ikke hvad der stod i den oprindelige opskrift som linket til ovenfor.

Ingredienser til ca. 20 stk.: 225g finvalsede havregryn – 65 g kokosmel – 50 g mandler – 35 g svesker – 90 g mørk chokolade – 20 g proteinpulver – 3 store spsk skyr – 20 g smeltet honning

Svesker, mandler og chokolade hakkes groft. Disse hældes sammen med havregrynene, kokosmelet og proteinpulver. Skyret og honningen tilsættes og masses til en hård masse. På et stykke bagepapir trykkes dejen til en flad firkant på ca. 1 cm i højden. Det bages ved 150 grader Celsius i 5 min., tages ud og skæres ud, hvorefter det kommes i ovnen igen i 8-10 min. på 150 grader Celsius varmeluft.

De er faktisk blevet rigtig gode – og jeg tror da også lige, at jeg snupper mig en enkelt mere (det kan jeg godt lige nu, inden at min kæreste kommer hjem …).

Der mangler da vel ikke en lige der? Det må have været en mus ...

Der mangler da vel ikke en lige der? Det må have været en mus …

Og de er bare gode! Mums!

Og de er bare gode! Mums!

Crème brûlée

Til min fødselsdag for et halvt års tid siden fik jeg en brænder af min søster til bl.a. at lave crème brûlée med. Hun ved, at jeg har et ret godt forhold til Frankrig (eftersom jeg har boet der i fire måneder som au pair), og crème brûlée har jeg fået mange gange, så brænderen måtte lige være sagen.

Alligevel skulle der gå næsten et halvt år, før den kom i brug. Ups! Og når jeg nu endelig har fået den brugt, så ærger jeg mig da også lidt over, at dette ikke er sket noget før – for crème brûlée ER altså godt.

Jeg har faktisk fået brugt den to gange i den sidste måned og afprøvet to forskellige opskrifter. Den, som jeg havde mest succes med, var Mette Blomsterbergs, som kommer her i en lidt modificeret form (160 g æggeblommer til fire mand – what!?). Den oprindelig opskrift finder man her.

Ingredienser: 1 stk. vaniljestang – 100 g sukker – 140 g æggeblommer – 5 dL piskefløde – sukker til at drysse over til sidst – og selvfølgelig en brænder

Vaniljekornene skrabes fri, blandes med lidt sukker med en kniv og røres sammen med resten af sukkeret og æggeblommerne. Piskefløden varmes op til 90 grader sammen med den tomme vaniljestang (der er jo fortsat masser af smag i den). Vaniljestangen tages op, og fløden hældes direkte over i æggeblandingen lidt ad gangen, mens man pisker med et håndpiskeris. Hvis temperaturen er faldet til under 80 grader i forløbet, varmes det hele op til denne temperatur igen – under omrøring! (ellers brænder det på …).

Herefter fjernes skummet, og blandingen fordeles i fire skåle. Ovnen tændes på 110 grader, og crème bruléen bages i 40-50 min. (men afhænger selvfølgelig af størrelsen af skålene), indtil cremen netop har sat sig og giver efter ved et let tryk. Herefter sættes de i køleskabet i minimum 3 timer (gerne længere, evt. til næste dag). Efter afkølingen stryger man lidt sukker på overfladen og tager sin – elskede! – brænder og brænder overfladen (lyse)brun og sprød!

Og så er der dejlig dessert! Mums! Hvis man vil prøve at eksperimentere lidt med desserten, kan man også hælde lakridspulver i i stedet for vanilje. Det skal jeg i hvert fald prøve en dag!

Her ses min brænder i aktion! Flot flot - og desserten er lige til at spise - mums!

Her ses min brænder i aktion! Flot flot – og desserten er lige til at spise – mums!

Gode råd på jern

Mm, efterår! Der er altså et eller andet over denne årstid. Jo, det er også ved at blive koldt og mørkt (som da jeg stod op kl. 5.30 i dag …), men for mig hører der også en masse hygge med til denne årstid. Og dette benyttede jeg mig kraftigt af her i weekenden.

Fredag, da min kæreste skulle mødes med en ven, gik der ikke mange minutter efter, at han var ude af døren, før jeg tog mit krumkagejern frem for at bage gode råd. Til dem, der ikke kender disse kager: ‘Ærgerligt, at I ikke er sønderjyder. Det her er ikke bare en småkage, men en stor småkage!’.

Det er måske lidt overdrevent at have sådan et jern som studerende, men det skal så også siges, at det er en julegave fra min søster – som desuden også gav mig en brænder til at lave creme brûlée med til min sidste fødselsdag …

Nå, men jeg fik altså lavet de her dejlige gode råd i fredags. I alt ca. 30 styks fik jeg med følgende opskrift.

4 æg – 125 g farin – 125 g sukker – 185 g smør – 150 g hvedemel – 100 g kartoffelmel – 1 dL koldt vand – godt med kardemomme eller vaniljesukker

Æg og sukker piskes. Smørret smeltes og køles af, inden det hældes i æggesukkermassen. Dernæst tilsættes mel, kartoffelmel og krydderier, og til sidst hældes vand i. Jernet varmes op, og ved den første kage smørres det med lidt smør. Hermed får man nogle dejlige sprøde kager.

Og så er det ellers bare med at komme i gang med at spise løs!

Næsten færdigbagt småkage.

Næsten færdigbagt småkage.

Det ser da slet ikke så dumt ud, hvis jeg selv skal sige det!

Det ser da slet ikke så dumt ud, hvis jeg selv skal sige det!

Det er lidt ligesom Rasmus Klumps pandekager.

Det er lidt ligesom Rasmus Klumps pandekager.

Vafler til morgenmad

Ak ja, morgenmad! Det er ikke altid så spændende, som det kunne være. Ofte består min af Havre fras eller lignende, havregryn, müsli og lidt mandler tilblandet mælk, så Havre frasen ordentligt kan blive blød og snasket. Og ja, tykmælk er prøvet, men det falder ikke i så god jord …

Men så er det jo dejligt at være på ferie hos sine forældre, og ekstra dejligt, når lillesøster også er på besøg. Hun har det nemlig med at blive inspireret af blogs, hvor de bl.a. laver god morgenmad. Heriblandt havde hun fundet en opskrift på rimelig sunde vafler, som er meget hurtige at lave.

Til en person, der muligvis rækker lidt mere end til en vaffel (bl.a. afhængig af bananstørrelse, og hvor tyk man synes, at dejen skal være), skal man bruge en banan, et æg og 20 g havregryn (eller mel, boghvedeflager eller lignende). Det er da ret sundt – og nemt! Det hele moses sammen, vaffeljernet smørres med lidt smør, og dejen hældes på. Efter et minut eller halvandet er der en dejlig – og mættende! – vaffel. Vi plejer at lægge en god spiseske skyr på, som drysses med mandler, evt. blåbær – og hvis man vil være rigtig sød ved sig selv, så også et knust stykke mørkt pålægschokolade.

Det er meget nemt, og hvis man ikke lige har et vaffeljern, kan man af samme dej også lave små (amerikanske) pandekager, som smager mindst lige så godt.

Et æg (vi havde kun pasteuriseret æggehvide, hvilket også gik godt til dejen - og jo faktisk er sundere pga. Alt proteinet, der sidder heri!), 20 g havregryn og en banan. Nemt!

Et æg (vi havde kun pasteuriseret æggehvide, hvilket også gik godt til dejen – og jo faktisk er sundere pga. at alt proteinet, der sidder heri!), 20 g havregryn og en banan. Nemt!

Nå ja, i dag blev min vaffel ikke så flot - jeg skulle vist have taget al dejen i fra starten ...

Nå ja, i dag blev min vaffel ikke så flot – jeg skulle vist have taget al dejen i fra starten …

Og så er det vist bare med at komme i gang med at spise!

Og så er det vist bare med at komme i gang med at spise!

Et billede fra min ferie sydpå fornylig. Her havde vi netop intet vaffeljern, men pandekagerne, der i stedet kom ud af dejen, var nu altså også rigtig gode!

Et billede fra min ferie sydpå fornylig. Her havde vi netop intet vaffeljern, men pandekagerne, der i stedet kom ud af dejen, var nu altså også rigtig gode!

Pinterest – de kreatives Youtube

Når jeg får inspiration til alle mine kreative projekter, sker det ofte helt tilfældigt. Nogle gange er det ved at kigge i et magasin – fx Boligmagasinet eller IN, eller på nogle hjemmeside eller andet. I dag sad jeg til undervisning og fandt pludselig på ideen til at sy et nyt patchworktæppe i farverne brun, grå, orange og bordeaux, fordi en medstuderende foran mig sad med et tørklæde med et superflot mønster. I de næste 30 sek. fik jeg ikke ret meget ud af undervisningen – tankerne skulle hurtigt grifles ned på papir. Andre gange ligger jeg i sengen og er lige ved at falde i søvn, når jeg så kommer i tanke om en detalje til et arkitekttegnet hus, jeg er ved at samle ideer til. Og lige nu ligger der et hæfte foran mig, som jeg skal have dekoreret med en kantet mønster. Nogle siger, at de kreative tanker kommer, når man keder sig – umiddelbart tror jeg dog, at hvad som helst kan få en ide frem – tidspunktet og “humøret” til en kreativ tanke skal blot være der samtidig …

I foråret støtte jeg på hjemmesiden Pinterest, som jeg vil kåre til de kreatives univers! Min veninde havde “pinned” nogle bryllupskjoler, som meget hurtigt fik min interesse (og nysgerrig blev jeg, fordi jeg lige i et splitsekund troede, at min barndomsveninde INTET havde fortalt mig om en forlovelse – som der så ikke var noget af alligevel … Mon ikke, at bryllupskjolerne bare skulle gemmes til den dag, hvor ringen skulle sættes på fingeren!?). Her finder du ALT! Og jeg mener ALT – til ideer til nye projekter. Jeg har selv fået en ny ide – udover tæppet – i dag.

Enten kan du bare slå op på den “rene” hjemmeside (www.pinterest.dk), eller også kan du søge på et specifikt emne – fx skirt, travel diary, jewelry, chair osv. osv. Det er et vidunderligt univers, man kommer ind i. Jeg har selv en profil/mappe derinde, hvor jeg samler mine “pins”; ideer, som jeg godt kunne tænke mig at lave videre på en dag (under “pinners” søger man på mit navn).

Så hvis man mangler nogle kreative ting at gå i gang med, så skal man blot trykke på linket oven over, og så har man snart ikke tid til hverken at sove, spise eller læse i de næste mange mange dage.

HJÆLP! Nu er mine morgenmadsboller brændt på i fælleskøkkenets ovn! Jeg må løbe … HURTIGT! … 5 min. senere: Og de var så sorte … Suk! Ja, man kan hurtigt bruge en hel aften på Pinterest (ligesom med Youtube) …

Nogle tilfældige kreative fund, der er poppet op i dag.

Nogle tilfældige kreative fund, der er poppet op i dag.

Her er nogle af mine "pins", som jeg efterhånden skal arbejde videre med.

Her er nogle af mine “pins”, som jeg efterhånden skal arbejde videre med.

Hos mange af de forskellige pins er der fremgangsmåde til, hvordan man kommer i gang med de kreative projekter.

Hos mange af de forskellige pins er der fremgangsmåde til, hvordan man kommer i gang med de kreative projekter.