Hot græskar!
Det er Halloweentid og derfor også græskartid. Selvom vi i Danmark ikke går sååå meget op i Halloween (ift. i USA i hvert fald), så står der alligevel søde græskarhoved rundt omkring ved børnefamiliernes indgange rundt omkring i nabolaget (og så også lige ved vores kollegium …).
Græskarrene har jeg dog brugt på en anden måde – end til dekoration. To økologiske Hokkaido-græskar er lavet om til en spicy suppe – og den er god! Opskriften må min veninde tage æren for og ligeledes valg af tilbehør (…).
Ingredienserne (4 personer):
2 Hokkaidogræskar (1 burde være nok, hvis den er stor; vores målte ca. 12 cm i diameteren) – 2 store løg – 5 fed hvidløg – 1 spsk karry – chili (efter behov) – olie (fx rapsolie) – 1½ L kogende vand – bouillon – 100 g flødeost – 1 dL rørsukker – 1 citron – peber. Tilbehør: bacon – squash (giver lidt sprødhed til suppen)
Græskarrene udhules for kerne, skæres i tern og varmes i ovnen i ca. 1 time ved 180 grader Celsius, indtil skallen er blød. Løgene og hvidløgene varmes i en gryde med olie og karry, indtil løgene er blevet bløde og søde i smagen (omkring 10 min.). Græskarstykkerne tilføres og blendes med vand, bouillon, flødeost, rørsukker, citron og peber. Det varmes op, og til sidst tilføres squashtern, og suppen serveres med groft brød og bacon.
Ingen kommentarer endnu