Müslibarer med chokoladestykker – mums!

Så er det blevet 1. advent. Hjemme hos min familie plejer vi altid at bage småkager og lave konfekt i weekenderne op til jul. I denne weekend har jeg også valgt at bage – dog ikke julekager, men müslibarer og boller.

Müslibarerne er lige kommet ud af ovnen, mens bollerne står i køleskabet til i morgen, hvor de skal i ovnen.

Jeg har tidligere lavet müslibarer til at tage med til træningen. De blev dengang lidt tørre, og jeg har derfor denne gang forsøgt mig med en anden opskrift, som jeg har fundet her. Jeg står godt nok, at der kun skal 25 g chokolade i. Det kan man vist godt fordoble op (hvis ikke firdoble …). Det er jo mørkt chokolade – og er det da ikke sundt!? Derudover har jeg byttet müslien ud med havregryn, som jo indeholder så mange sunde næringsstoffer. Så alt i alt vil jeg næsten sige, at de her barer er okay at spise – uden at have dårlig samvittighed …

Følgende opskrift er med de mængder, som jeg har brugt, og ikke hvad der stod i den oprindelige opskrift som linket til ovenfor.

Ingredienser til ca. 20 stk.: 225g finvalsede havregryn – 65 g kokosmel – 50 g mandler – 35 g svesker – 90 g mørk chokolade – 20 g proteinpulver – 3 store spsk skyr – 20 g smeltet honning

Svesker, mandler og chokolade hakkes groft. Disse hældes sammen med havregrynene, kokosmelet og proteinpulver. Skyret og honningen tilsættes og masses til en hård masse. På et stykke bagepapir trykkes dejen til en flad firkant på ca. 1 cm i højden. Det bages ved 150 grader Celsius i 5 min., tages ud og skæres ud, hvorefter det kommes i ovnen igen i 8-10 min. på 150 grader Celsius varmeluft.

De er faktisk blevet rigtig gode – og jeg tror da også lige, at jeg snupper mig en enkelt mere (det kan jeg godt lige nu, inden at min kæreste kommer hjem …).

Der mangler da vel ikke en lige der? Det må have været en mus ...

Der mangler da vel ikke en lige der? Det må have været en mus …

Og de er bare gode! Mums!

Og de er bare gode! Mums!

Crème brûlée

Til min fødselsdag for et halvt års tid siden fik jeg en brænder af min søster til bl.a. at lave crème brûlée med. Hun ved, at jeg har et ret godt forhold til Frankrig (eftersom jeg har boet der i fire måneder som au pair), og crème brûlée har jeg fået mange gange, så brænderen måtte lige være sagen.

Alligevel skulle der gå næsten et halvt år, før den kom i brug. Ups! Og når jeg nu endelig har fået den brugt, så ærger jeg mig da også lidt over, at dette ikke er sket noget før – for crème brûlée ER altså godt.

Jeg har faktisk fået brugt den to gange i den sidste måned og afprøvet to forskellige opskrifter. Den, som jeg havde mest succes med, var Mette Blomsterbergs, som kommer her i en lidt modificeret form (160 g æggeblommer til fire mand – what!?). Den oprindelig opskrift finder man her.

Ingredienser: 1 stk. vaniljestang – 100 g sukker – 140 g æggeblommer – 5 dL piskefløde – sukker til at drysse over til sidst – og selvfølgelig en brænder

Vaniljekornene skrabes fri, blandes med lidt sukker med en kniv og røres sammen med resten af sukkeret og æggeblommerne. Piskefløden varmes op til 90 grader sammen med den tomme vaniljestang (der er jo fortsat masser af smag i den). Vaniljestangen tages op, og fløden hældes direkte over i æggeblandingen lidt ad gangen, mens man pisker med et håndpiskeris. Hvis temperaturen er faldet til under 80 grader i forløbet, varmes det hele op til denne temperatur igen – under omrøring! (ellers brænder det på …).

Herefter fjernes skummet, og blandingen fordeles i fire skåle. Ovnen tændes på 110 grader, og crème bruléen bages i 40-50 min. (men afhænger selvfølgelig af størrelsen af skålene), indtil cremen netop har sat sig og giver efter ved et let tryk. Herefter sættes de i køleskabet i minimum 3 timer (gerne længere, evt. til næste dag). Efter afkølingen stryger man lidt sukker på overfladen og tager sin – elskede! – brænder og brænder overfladen (lyse)brun og sprød!

Og så er der dejlig dessert! Mums! Hvis man vil prøve at eksperimentere lidt med desserten, kan man også hælde lakridspulver i i stedet for vanilje. Det skal jeg i hvert fald prøve en dag!

Her ses min brænder i aktion! Flot flot - og desserten er lige til at spise - mums!

Her ses min brænder i aktion! Flot flot – og desserten er lige til at spise – mums!