Hæklet mistelten
For et par uger siden fik jeg en sød mail fra en veninde, som spurgte, om jeg ville hækle en mistelten til hende. Jeg har aldrig begivet mig ud i noget lignende, da det meste af det, jeg laver, omfatter stringente linjer målt op med lineal. Og sådan kan man jo ikke lave en mistelten! Men jeg tog udfordringen op og sagde ja til at forsøge. Og hvis jeg selv skal sige det, så synes jeg faktisk, at projektet blev ret godt løst.
Materialerne, der skal bruges, er: to forskellige grønne garnfarver (i fx akryl, uld) – evt. noget tyndt guldtråd/-garn – en hæklenål (jeg brugte en 3.0) – tykt ståltråd (mit er købt i et byggemarked) eller blomsterpinde – vatkugler eller perler som bær (fx fra Panduro Hobby)
Man starter med at klippe et stykke ståltråd (fx 25 cm). Herefter laver man en løkke med sit garn, som når man skal starte et nyt hækleprojekt. Løkken sættes ned over ståltrådet.
Og så skal man ellers ‘bare’ hækle omkring ståltrådet. Man starter med at fange garnet til venstre for ståltrådet. Derefter går man med garnet bagom ståltrådet (ind mod dig selv) og igen fanger garnet højre om det. Og så trækker man igennem begge maskeled. Den første maske strammer man til med den korte ende af garnet. Det var første maske! Dette gøres hele vejen op af ståltrådet.
Når man har lavet et par masker, bøjer man ståltrådet i den ende, hvor man startede med at hækle (altså i enden nedad/ind mod dig selv). Den første maske, man hæklede, sættes nu fast ved at presse ståltrådet omkring denne. Herved rykker arbejdet sig ikke.
Hele ståltrådet hækles til, og for enden af ståltrådet (nu i den anden ende) sætter man igen garnet fast ved at bøje enden af ståltrådet omkring den sidste maske.
Nu skal der laves blade, hvilket jeg har gjort på følgende måde: 13 lm slås op (i forlængelse af det arbejde, der allerede er lavet omkring ståltrådet). Tre lm væk laver man en dbstm (dobbelt stangmaske). I de næste ti led laver man yderligere to dbstm, tre stm (stangmaske), to hstm (halvstangmaske), to fm (fastmaske) og slutter af med en km (kædemaske) helt inde ved ståltrådet. Herefter kan man fortsætte med yderligere 13 lm og lave et eller to ekstra blade. På Garnstudio kan man se, hvordan man laver de forskellige masker.
Man kan variere længden af ståltrådet for ikke at få alle bladene ned i bunden af misteltenen. Jeg har desuden viklet et kortere stykke ståltråd (en ekstra gren) omkring nogle af de (25cm-)lange, så det kommer til at fylde mere oppe i toppen og midten af mistelten.
Jeg har i alt lavet seks lange grene med en til to kortere grene på flere af dem.
Når jeg er færdig med at hækle, skal jeg have stivgjort bladene, så de ikke krøller så meget. Til dette laver jeg en sukkerblanding: kogende vand i en kop sammen med 6-7 spsk sukker. Sukkeret opløses, og alle bladene lægges ned i blandingen. Her står de og suger et par minutter, inden man tager dem op, presser det værste vand af og lægger dem på et hviskestykke. Bladene strækkes ud og tørrer (gerne til næste dag).
Til sidst limer jeg mine små kugler på i samlingen mellem bladene.
Endelig færdig! Jeg har afsluttet med en sløjfe omkring det hele, og så er den klar til at skabe juleglæde – og ikke mindst – kys!
Man skal nok have lidt tålmodighed i starten, men når man først har fundet en god teknik til at få garnet hæklet omkring ståltrådet, så går det ellers bare derudaf.
Held og lykke med det :).
Hvor er den bare fin, din mistelten….sådan en, ville jeg elske at eje. Er det muligt at købe en, af dig ? 🙂
De bedste julede hilsner Lotte